VI SØGER…

Serviceleder til Brøndums afdeling i Kangerlussuaq

Har du en VVS-faglig baggrund, og kan du med et sikkert overblik bidrage til en effektiv daglig drift af vores serviceafdeling? Så er du måske vores kommende kollega i vores afdeling i Kangerlussuaq. Her søger vi en medarbejdende serviceleder, der kan være med til at drifte og udvikle afdelingen.

I Brøndums afdeling i Kangerlussuaq er vi 3-4 medarbejdere. Vi servicerer både private kunder samt offentlige institutioner og private virksomheder inden for VVS, ventilation, og oliefyr. Nogle af vores kunder er bl.a. byens lufthavn og deres bygninger.

Vi har travlt, og vi søger derfor en serviceleder, der både kan være udførende på VVS-projekter samt være med til at sikre afdelingens fortsatte udvikling.

Som medarbejdende serviceleder er dine vigtigste opgaver bl.a.:

  • Koordinering og ledelse af serviceopgaver og VVS-projekter
  • Udførelse af egne serviceopgaver og projekter
  • Vedligehold og opbygning af kunderelationer 
  • Kvalitetssikring iht. virksomhedens KS-system
  • Sparring med VVS-montørerne
  • Kalkulation af mindre tilbud og ekstraarbejder 

Du kommer til at få et tæt samarbejde med vores afdeling i Sisimiut samt afdelingschefen i Sisimiut, som du også vil referere til.

Dine kvalifikationer
Du har en VVS-faglig uddannelse og har gerne kendskab til eller erfaring med oliefyr. Du har ledelseserfaring og har evt. en overbygning som VVS-installatør. Sidstnævnte er dog ikke et krav.

Som person er du imødekommende og positiv, og du kommunikerer konstruktivt på alle niveauer. Med et stort overblik evner du at planlægge og koordinere dine egne og teamets opgaver på en måde, der tilgodeser, at vi til en hver tid overholder aftalerne med vores kunder.

Velkommen til Kangerlussuaq
Som serviceleder i Kangerlussuaq kan du se frem til et personligt og fagligt udviklende job. Og når du har fri, venter naturen lige uden for døren.

Om vinteren kan du i Kangerlussuaq opleve nordlyset hen over den frostklare nattehimmel og i de kolde måneder tage på hundeslædetur, køre en tur på snescooteren eller tage på isfiskeri.

I løbet af det sene forår blomstrer vegetationen op og indbyder til vandring og cykelture. Terrænet omkring byen er let tilgængeligt, og hvis du er heldig, kan du både se moskusokser, rensdyr, polarræve, falke og ørne.

Kangerlussuaq er med sine godt 500 indbyggere en driftig og aktiv by/bygd med butikker, skole og institutioner, sportshaller, hotel og konferencefaciliteter. Der er stor aktivitet blandt turistaktører, som bl.a. arrangerer ture til indlandsisen.

Selvom Kangerlussuaq virker langt væk, er du stadig tæt på flyveren med 4 – 7 ugentlige afgange mellem Kastrup og Kangerlussuaq, afhængig af sæsonen samt nem adgang til det øvrige Grønland.

… og velkommen til Brøndum Grønland ApS
Du skal naturligvis tilbydes gode arbejdsforhold, som matcher vores krav til dig. Derfor kan vi tilbyde dig:

  • En god løn, som modsvarer dine kvalifikationer og baggrund
  • En anvist bolig
  • Betalt op- og hjemrejse samt ferie frirejser
  • Gode muligheder for personlig og faglig udvikling samt relevant videreuddannelse

Interesseret?
Du er velkommen til at kontakte Servicechef for Brøndum Grønland – Michael Petersen på tlf. +299 55 43 19 eller HR koordinator Åse Damgaard, tlf. +45 20 60 03 23, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Er du interesseret i jobbet, skal du sende en kort ansøgning samt et CV til HR koordinator Åse Damgaard på mail afd@brondum.dk – skriv venligt “Serviceleder Kangerlussuaq” i emnefeltet. Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning snarest muligt. Ansættelse efter nærmere aftale.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Brøndum Grønland

Gennem mange års erfaring med entrepriser i Grønland har vi opbygget en unik viden og en dybdegående forståelse for de helt særlige arbejdsforhold, der er i Grønland – og det er en af grundene til, at vi har stået stærkt i Grønland gennem årtier.

Vi forstår os på de lokale arbejdsvilkår og ved, hvad der kræves i forhold til særlige kompetencer, specialisering, planlægning og logistik.

Med en kort sæson og meget at nå skærpes kravene til de forskellige leverandører til byggeriet. Hos Brøndum sætter vi en ære i at levere vores del til tiden.